Referat fra ABC Københavns ordinære generalforsamling, mandag den 24. februar 2025, kl. 19 i EnergiCenter Voldparken, Kobbelvænget 65, 1. sal, 2700 Brønshøj
Dagsorden:
1. Valg af dirigent
2. Formandens beretning og udvalgenes orienteringer
3. Aflæggelse af årsregnskab
4. Indkomne forslag
5. Valg af bestyrelse
6. Valg af intern revisor samt suppleant
7. Valg af fanebærer samt suppleant
8. Kontingent og indskud
Ad 1:
Rasmus Juvik blev valgt som dirigent og konfirmerede, at GF var indkaldt rettidigt.
Ad 2:
Den siddende formand Robert Pulvertaft foreslog, at de enkelte aktivitetsudvalg skulle fremlægge deres orienteringer før
formandsberetningen, og forsamlingen fulgte den rækkefølge. Det blev beklaget, at beretningerne ikke var udsendt på forhånd, sådan som det var blevet lovet i indkaldelsen.
(a) Christian Bøhlke fra B&U lagde for, og nævnte blandt andet, at klubben nu har 45 B&U-ryttere efter at have været helt nede og vende for nogle få år siden. Han nævnte også afholdelsen af BørneTour med deltagelse af mere end 300 børn og unge samt det forhold, at klubbens ryttere har deltaget i mere end 400 starter i år. Et par sejre og podiepladser er det også blevet til. Alt i alt har det været et glimrende år. Eneste problem er, at B&U på trænerfronten stadig er ret forældrebåret.
(b) Derpå gik ordet til Robert Pulvertaft på vegne af licenstræningsudvalget, som kunne konstatere en afmatning over vinteren.
En tilhører efterlyste ”mere larm” ifm. træningen, herunder på sociale medier. Henrik Zachariassen (Zach) efterspurgte en brugerundersøgelse af træningens mængde og tilrettelæggelse i november, december og januar blandt klubbens ryttere. Forslaget blev positivt modtaget, og konklusionen var, at bestyrelsen vil inddrage det i det løbende arbejde med at forbedre træningen. Der blev også spurgt indgående til Holdsport, som er den app, der fremover skal fungere som klubbens interne kommunikationskanal. I
tillæg hertil oprettes der snart en ny hjemmeside til den eksterne kommunikation. Det blev fra bestyrelsens side understreget, at
overgangen til Holdsport er en vigtig del af klubbens modernisering og vil lette de administrative opgaver.
(c) Derpå var der mundtlig orientering fra Lørdagsgrus ved Zach, som konstaterede, at der var været en stabil opbakning til initiativet over vinteren, hvorfor der også er blevet kørt grus i januar. Det forventes, at lørdagsgrus tages op igen til efteråret.
(d) Derefter blev der læst op fra en skriftlig orientering fra ABC Motion ved Anette Jakobsen. Hovedlinjen var, at det går godt med træning og tilgang.
(e) Kort efter gav Josephine Hansen på vegne af ABC Women en orientering. Afdelingen startede året med at skifte navn fra Seje Sild.
Der blev også indkøbt nyt tøj, så afdelingen nu kører i den klassiske ABC-dragt. Afdelingen har haft en god sæson og fungerer fortsat som tragt til klubbens andre afdelinger.
(f) På samme vis orienterede Mikael Jalving og Michael Salbo på vegne af ABCx om klubbens crossaktiviteter med udgangspunkt i banen i Ballerup. Det blev nævnt som et ønske fra plenum, at flere forældre/ryttere fra træningsfællesskabet med de andre klubber, der træner med tirsdag og torsdag, også skal deltage i afholdelse af klubbens årlige crossløb og andre aktiviteter.
(g) Derpå læste formanden en orientering fra Dameteamet op for forsamlingen. Den lagde vægt på teamets sportslige succes, herunder dominans i den hjemlige Ladies Cup, 3 Dage i Nord og deltagelse i fem UCU-løb. Der blev fra plenum ytret ønske om, at dameteamet deltager mere integreret i licenstræningen. Salbo og Zach gav udtryk for, at de meget gerne ville se flere fra dameteamet til f.eks. fartleg om søndagen, fordi det binder klubben sammen, sikrer kvalitet i træningen på alle niveauer og gør det hele lidt sjovere. Fra dameteamets side blev det understreget, at teamet hjælper med til BørneTour, klubmesterskabet og aktiviteter hos ABC Motion. Det blev også sagt, at nogle af damerytterne oplever at blive mødt med kritik. Formanden gentog opfordringen og understregede det
fælles udbytte af fartlege og fællestræninger.
(h) Orientering fra løbsudvalget: Salbo berettede om licensløbet i august 2024, hvor udfordringen var at få samlet frivillige nok og sikre ruten, som efterhånden er blevet en klassiker på Sjælland. Til trods for diverse besværligheder blev vores løb det største på Sjælland. Årets løb finder sted den 12. april. I løbsudvalget sidder der kun deltagere, og det blev understreget, at der er akut brug for flere deltagere også i planlægningen. En indkaldelse vil blive sendt ud.
(i) Zach fra Tøjudvalget oplyste om tøjsituationen. Klubben har stadig aftale med Castelli. Der bliver oprettet en webshop med tøj på Holdsport. Tøjudvalget opfordrede til, at der fremover ikke skal være sponsorer på tøjet fra næste år, hvor klubbens aftaler med nuværende sponsorer udløber, sådan at klubbens ryttere kan køre løb i deres tøj i flere år.
(j) Arrangementer og øvrige aktiviteter: Der blev nævnt klubmesterskab, tur til Pinse Cup, fællestræning på tværs af afdelingerne som noget, der blev gennemført i året, der gik.
(k) Formandens beretning: Heri fremhævede han bl.a. dameteamets sportlige succes, b&u-afdelingens fortsatte vækst i samarbejde med crossafdelingen. Formanden understregede også vores årlige landevejsløb som et bidrag til dansk cykelsport samt overgangen til Holdsport som internt arbejdsredskab. På den mindre positive side nævnte formanden en vigende tilslutning til de ugentlige træninger over vinteren, Stjerneløbet, der blev droppet, en lav tilslutning til årets klubfest i oktober samt en tyndt besat træningslejr i Calpe i foråret 2024. Under den efterfølgende drøftelse kom formand og Christian Bøhlke ind på de udfordringer, klubben oplever
med at rekruttere frivillige. Bestyrelsen efterspurgte, at flere medlemmer tager del i foreningsarbejdet. Endelig blev det diskuteret, om
kontingentfritagelse for medlemmer, der yder en ekstra indsats, er den bedste løsning – eller om der i stedet skal gives tilskud til tøj til
samme personkreds. Bestyrelsen lovede at træffe en snarlig beslutning herom.
Ad 3:
Jeff Huddlebusch Nielsen fremlagde regnskab, vedhæftet. Regnskab og budget blev godkendt. Det var også godkendt af de interne revisorer.
Ad 4:
Bestyrelsen fremlagde en overvejelse om, at prisen for PI Cykelafdeling Københavns deltagelse i ABCs træninger udgiftsreguleres fra 6.000 kr. til 10.000 kr. pr. år. Bestyrelsen mener, at prisen bør afspejle de almene prisstigninger, herunder udviklingen i kontingent. Fra salen blev påpeget, at den oprindelige pris blev aftalt under forudsætning af, at vi fik lempelige vilkår i den nu hedengangne Heino Cup. Forsamlingen gav bestyrelsen mandat til at få en aftale på plads med PI.
Ad 5:
Robert Pulvertaft var på valg og blev genvalgt som formand.
Mikael Jalving var på valg og blev genvalgt som bestyrelsesmedlem.
Bestyrelsen foreslog Lucas Rishøj Nielsen som nyt medlem til
bestyrelsen, og han blev valgt ind.
Jeff Huddelbusch Nielsen var ikke på valg og fortsætter som kasserer.
Christian Bøhlke var ikke på valg og fortsætter som bestyrelsesmedlem.
Josephine Hansen, Anette Jakobsen og Jens Balzer udtrådte af bestyrelsen
og fik tak for indsatsen.
Peter Riise stillede op til bestyrelsen og blev valgt.
Susanne Nørager stillede op til bestyrelsen som forælder og blev valgt for en étårig periode, selv om hun formelt ikke kan vælges som
”forælder” Forsamlingen havde imidlertid ingen indvendinger imod, at Susanne kan deltage i bestyrelsens arbejde. Kommer det til afstemning i bestyrelsen, kan hun formelt ikke stemme.
Anders Bach Petersen og Amalie Nybroe stoppede begge som suppleanter til bestyrelsen og fik tak for indsatsen.
Der blev ikke valgt nye suppleanter til bestyrelsen.
Ad 6:
Mogens Harboe og Hermann Jeppesen fortsætter som interne revisorer.
Ad 7:
Erik Steen Jørgensen og suppleant Rune Hansen var begge på valg og blev genvalgt.
Ad 8:
Bestyrelsen stillede forslag om uændrede kontingenter. Det blev vedtaget.
Efter generalforsamlingens formelle afslutning tog Hermann Jeppesen et sidste emne op, nemlig de manglende referater fra det forgangne års bestyrelsesmøder. Bestyrelsen beklagede manglen og lovede at få udsendt referater fra de månedlige møder. I den forbindelse opstod der igen en diskussion om frivillighed. Bestyrelsen opfatter sin primære opgave som den at bidrage til at skabe en klub, der tilbyder relevante aktiviteter for både nye og gamle medlemmer – og i særdeleshed bliver bedre til at byde nye medlemmer,
ikke mindst kvinder, velkommen i cykelsporten. På denne baggrund ser bestyrelsen frem mod et godt år for klubben i håbet om en styrket frivillighed fra klubbens medlemmer.
Referat er godkendt af formand og dirigent.